AJ hvordan mener du, at Moyes har gjort det dårligere end Ferguson? For en tilskuer som os, så er det vel hovedsageligt holdsammensætningen og taktikken, som vi kan vurdere det ud fra, og der kan jeg rent faktisk ikke se de store forandringer. Moyes har til tider, især i starten, stillet lidt defensivt op, men det gjorde Ferguson så sandelig også, bedsts eksemplificeret ved hans forfejlede forsøg på at man-marke Toure ud af kampen ved hjælp af Park.
Min største anke indtil videre i sæsonen har været, at spillerne slet ikke har virket lige så koncentrerede, fokuserede og viljefaste over for Manchester United. Under Ferguson var det altid en kamp om liv eller død, hvis man var bagud, men der har alt for ofte sneget sig en følelse af opgivelse ind i spillerne, når man i den sidste del af kampen stadig har været bagud.
Jeg skal ikke kunne gøre mig klog på hvad årsagen er, men hvis der var nogle, der fangede Lunas interview med Lindegaard, så har han måske fat i en pointe i, at nogle af de spillere, der under Ferguson var forventet skulle tage ansvar for holdet, har tilladt dem selv at trække vejret, og man ser også gang på gang, at der er meget få, der udadtil viser, at de er klar til at tage ansvar.
Man kunne sikkert påpege, at det er Moyes' arbejde, at få dem til at virke så motiverede og klare i hovedet som muligt, men en så stor skikkelse som Ferguson træder ud af billedet i klubben, så kan man ikke andet end forvente, at Moyes vil få det svært ved at få samme loyalitetsfølelse over for sig selv, når han trods alt først lige er kommet til klubben med en håndfuld af hans egen stab.
Hele Manchester United har i 27 år været vant til, at der har været én hersker i klubben, der har vidst alt eller meget om alle, og har været med til at strukturer klubben ned til de mindste detaljer og til hvordan den er i dag. Resten af klubben skal, lige som spillerne, også vænne sig til, at der er et nyt overhoved, og selvsamme skal omvendt også vænne sig til klubben og dets størrelse.
Ligeledes skal Ed Woodward åbenbart også vænne sig til klubben, for det transfershow, som d'herrer fyrede op for i sommers var under al kritik. At man endte med at betale 4-5 mio. £ over Fellainis frikøbsklausul kan vist ikke andet end betegnes som en decideret bummert, og at han så ovenikøbet slet ikke er særlig god ud fra hvad jeg har set, gør det ikke bedre. Pt. er han på pladsen som den mere defensivt orienterede midtbanespiller 4. valg efter Carrick, Fletcher og Jones, og jeg kan ikke rigtigt se hvad han kan byde ind med af ekstraordinære kvaliteter. Han er stor, men bruger ikke fysikken særlig godt. Han laver desuden mange frispark, hvilket irriterer mig, da det ødelægger chancerne for at slå kontra. Og så er han jo nærmest langsommere en Mertesacker.
Det eneste positive jeg kan tage med fra sommertransfervinduet er, at de tilsyneladende var klar over, at der skulle noget kreativitet ind på midtbanen, hvorfor man var ude efter Fabregas, Herrera, Koke mv. Og man kan kun håbe, at den trend fortsætter til sommer igen, hvor man så bare må smide de penge på bordet, der skal til. Det nytter ikke noget, at man byder 25 mio. £ for Fabregas...
Generelt synes jeg ikke, at Moyes har haft nogle lette arbejdsbetingelser. Skader og dommerfejl er altid noget, som man regner med. United har åbenbart (

) altid haft dommeren med sig, men de små kendelser, der i tidligere sæsoner kom oftere til United, har været udeblevet i år. Det skal lige siges, at jeg ikke sætter det på punktet over undskyldninger, men bare understrege, at der ikke er meget, der går Moyes' vej.
Derudover har holdet konstant været ramt af skader til nøglespillere. Van Persie har jeg ikke de store erindringer om i denne sæson. Carrick har været meget skadet. Rafael har ligeledes været skadet, hvilket har tvunget ham til at spille med Smalling på backen. Noget der i øvrigt har fået mig til at rive mig selv i håret, og som faktisk er en af mine store kritikpunkter, da manden ikke kan finde ud af noget med en bold, og at det derfor havde været oplagt at bruge Fabio i stedet. Men han fik så vist mod Swansea hvorfor han ikke har været med.
Men der har altså hele tiden været skader til nøglespillere, og de, for mig 6 vigtigste spillere på holdet (De Gea, Vidic, Rafael, Carrick, Rooney og Van Persie), har kun været på banen på samme tid en gang. I sidste sæson var det aldrig de bærende kræfter, der var ude, og det føles generelt bare som om, at de skiftes til at skade hinanden til træning.
Konklusionen fra mig må være, at det mindst lige så meget er spillernes skyld som Moyes. Han kan gøre nok så meget på træningsbanen og i omklædningsrummet, men han kan jo ikke gøre for, at forsvaret konstant laver personlige fejl, og at de ikke tør tage ansvar.
Jeg kunne sikkert gøre det meget længere, men så ville ingen gide læse det (hvem har overhovedet gidet det alligevel?), men det er i hvert fald mine, i grove træk, observationer for holdet lige nu.