TV: TV2 Sport - transmission starter 20:55 og streaming på TV2 Play
Sted: Anfield
Dommerne er ikke oplyst endnu, men vi trænger også alle sammen til kamp, hvor vi ikke fokuserer på hvem der fløjter og hvem der sidder i VAR rummet. Foreløbig har dommerstandarden været god i vore 2 foreløbige EL-kampe, så lad os håbe det fortsætter, og der er jo med sikkerhed ikke nogen PGMOL-medlemmer involveret!
Modstanderen: Toulouse FC
Toulouse or not to loose - That is the question!
Undskyld denne nrg inspirerede dad-joke (tidligere meget aktiv forumist), men det er et faktum, at begge hold er ubesejrede i gruppen inden kampen. Begge holds tidligere resultater i puljen kan ses her:
De to klubber har mødtes 2 gange før. Det var i Champions League tilbage i 2007, i 3. kvalifikationsrunde inden gruppespillet. 2006/07 sæsonen sluttede jo med et nederlag i Champions League finalen i Athen mod AC Milan, og i PL sluttede på 3. pladsen, og dengang havde England kun 2 direkte kvalificerede hold til gruppespillet. I første kamp, som var i Toulouse vandt LFC knebent 1-0. Målscorer var nyindkøbet Andrij Voronin med et drømmehug lige i tre'eren, og jeg kan huske jeg tænkte: "Benitez er GENIAL med sådan et nyindkøb". Det viste sig jo siden at være en enlig svale fra Voronins side i, en lidet flatterende karriere på Merseyside. Men den kasse var god, og i kan gense den her, men må bære over med den dårlige billedkvalitet, som jo er før der var HD og 4K:
Som det fremgår af deres klublogo, er Toulouse FC stiftet i 1937. Byen ligger centralt i det sydlige Frankrig, og den kaldes også La Ville Rose eller den lyserøde/pink by på grund af farven på de brændte mursten i mange af byens bygninger. Toulouse er kendt for at være centrum for europæisk flyproduktion, da Airbus har hovedkontor i byen. Det er Frankrigs 4. største by og der er i dag tæt på ½ million indbyggere, altså samme størrelse som byen Liverpool.
Toulouse har aldrig været franske mestre, men har til gengæld 1 sejr i den franske pokalturnering, da de vandt pokalfinalen i 2023, og det er således denne pokaltriumf, som har givet kvalifikation til denne sæsons Europa League. Ellers vrimler klubbens historie ikke med så mange højdepunkter. En spøjs detalje er, dog, at klubbens ejere i 1967 valgte at sælge alle spillere og klubbens plads i den bedste række til den parisiske klub Red Star. Så i 3 år var Toulouse uden nogen nævneværdig fodboldklub, men i 1970 dannedes Union Sportive Toulouse, som så i 1979 tog navneforandring tilbage til den tidligere klub i byen: FC Toulouse. Klubben har haft enkelte optrædender i europæisk sammenhæng, men uden nævneværdige resultater. Klubben kaldes også Les Violets (de violette/lilla) og deres hard core fans kan dog huske en sejr over Napoli med en vis Diego Maradona på holdet, da de to hold mødtes i 1. runde af UEFA Cup'e, i 1986. Det stod 1-1 sammenlagt efter 90 min. i returkampen, og så vandt Toulouse 4-3 på straffespark, og sendte dermed Maradona og Co. ud af Cup'en. Klubbens mest berømte spiller gennem tiderne er Fabian Barthez, som jo var god til at hente bolde ud af Manchester Uniteds net, når de mødte Liverpool. Blandt andre spillere, som er kommet til storklubber nævnes danske Martin Braitwaite, som kom til Toulouse i 2013 fra Esbjerg FB og i 2017 drog til Middlesborough. Toulouse har i mange år været elevatorhold, som har skiftet mellem Ligue 1 og Ligue 2, senest rykkede de i Ligue 2 i april 2020, da de var på en nedrykningsplads, og den franske liga lukkede sæsonen før tid, grundet Coronaens udbrud. I juli 2020 købte Redbird Capital så 85 % af klubbens aktier. Redbird Capital, som også er indirekte medejer af LIverpool FC, da FSG har solgt 11% deres FSG aktier til Redbird. En af Redbirds første handlinger som ejere af Toulouse var at ansætte et velkendt ansigt for LIverpool fans i form af Damian Comolli. Han har udtalt, at driften af Toulouse er udelukkende data-drevet, altså efter det kendte Money-Ball princip, hvor man scouter efter spillere med uforløst talent, og søger at udvikle dem til er højere niveau. Man kan sige meget om Comolli, men det lykkedes jo meget godt med Luis Suarez, men knap så godt med Andy Caroll. I Toulouse har det foreløbig betydet retur til Ligue 1 med en førsteplads i Ligue 2 i sommeren 2022, og så som sagt deres første triumf i den franske Pokalturnering i 2023. Den nuværende trup har også dansk islæt i form af de to farsvarspillere Rasmus Nicolaisen (tidligere FC Midtjylland) og Mikkel Desler (tidligere OB), hhv 26 og 28 år gamle, og de har begge været med i Toulouse's første 2 EL kampe, så der er stor chance for, at vi får dem at se på torsdag. I deres sidste EL kamp på hjemmebane mod LASK, stillede Tolouse FC sådan her op i en 4-5-1 formation:
Det bemærkes, at begge danskere var med i startopstillingen, og at det var venstre back, som scorede det enlige mål. Bemærk også, at 5 Toulouse spillere - immervæk halvdelen af markspillerne - fik en advarsel i kampen. LASK fik kun to advarsler, så det kunne være en indikation af, at Liverpool møder et hold, som gerne vil spille med musklerne på torsdag.
Det får tiden vise.
Liverpool FC
Liverpool slap fra lørdagens ulideligt tidlige kamp mod Everton, uden at Jordan Pickford smadrede nogen LFC spillere. Der er i hvert fald i skrivende stund ikke sluppet noget ud fra Kirkby om andet. Jeg tror, at Klopp vil gå efter at sikre hurtigt avancement fra gruppespillet, og helst med en førsteplads i gruppen, da det giver bedre seedning til lodtrækningen efterfølgende, så jeg tror vi får en mere rutineret trup at se til denne kamp. Normalt ville det være Caoimhin Kellehers opgave at vogte målet, men jeg tror ikke han har fået fjernet sting i knæet endnu. Så det bliver Alisson, som vogter kassen på torsdag, da de øvrige målmænd i truppen alle er for unge og urutinerede. Adrian blev jo ikke udtaget til EL truppen, da han grundet alder ville blokere Ben Doak som A-liste spiller, så 3. målmandspladsen varetages af Pitaluga eller Jaros, afhængig af dagsform, men begge er yderst urutinerede på dette niveau.
På højre back tror jeg Joe Gomez får lov at starte. Trent er godt nok tilbage efter skade, og hans performance i lørdags tyder på, at han godt kunne trænge til lidt mere kampform, men jeg tror ikke Klopp tør satse med TAA så tæt på tilbagekomst fra skade. SÅ Smoking Joe på HB. I Midterforsvaret glæder jeg mig allerede til at se mit nye yndlingsstjerneskud fra Akademiet: Jarell Quansah. For hver kamp han spiller, imponere han mere og mere, og hvis han fortsætter den udvikling - og får spilletid nok - så ender han sæsonen med en status som den nye Beckenbauer. Han imponerer mig i den grad med køligt overblik og eminent boldomgang samt veludviklet spilforståelse. Han kan så passende få selskab af Matip, som fik spilletid da Konaté var tæt på grænsen til (eller over...?) gult kort nr. 2 i lørdags. VB bliver så Tsimikas. For det første fordi han trænger til kamptræning, men for det andet: Vi har ikke andre, med mindre vi skal ned og teste uprøvede akademispillere. Men det har Klopp jo turdet gøre før, så....
På midtbanen bør der blive spilletid fra start til Wataru Endo. Han ser ud til at være typen, der skal bruge lang tid for at spille sig ind i en ny klub, så her er der mulighed for stort set risikofri kamptræning og læring i spillestil. Han får selskab på midtbanen af Curtis Jones, som jo stadig er karantænespærret på søndag mod Nottingham Forest, så kamptræning til Curtis. ...og så synes jeg Ryan Gravenberch fortjener mere spilletid. Han spillede godt i lørdags, og jeg var skuffet over at han blev udskiftet med Elliot i 61. minut. Jeg kunne faktisk godt se Graveren (jeg må vænne mig af med at bruge øgenavnet på en gammel Everton spiller) som første målscorer på torsdag. I er velkomne til at spille på det, men jeg refunderer ikke eventuelle tab.
I angrebet tror jeg mange gerne vil se Nunez fra start, og vi er endnu flere som gerne vil se ham gribe en af de chancer, som han får fra start, når han får dem. Vi skal altså have gang i de £77 mill. eller hvor meget han nu kostede, og det er ikke nok, at statistikker med så forholdsvis lidt spilletid, at det ikke giver nogen statistisk relevans, viser, at han pr. minut er mest scorende Liverpool spiller. Lad os håbe, at Darwins fremragende assist i lørdags, har givet ham lidt selvtillid at bygge videre på. På højrefløj tror jeg Elliot får lov til at vikariere for Mo Salah. Med mindre Salah får overbevist Klopp om at: "'I never get injured Jürgen, unless I play against Sergio Ramos!" Men mit bud er Elliot. Venstre fløj bliver så altid parate Jota, og han scorer på torsdag. Selvfølgelig på hovedstod.
Så min lineup - som selvfølgelig er meldt ud alt for tidligt til at have en chance for at gå hjem - ser sådan her ud:
Men hva' sir' I? ........................