Scouzer skrev:
jeg kan desværre ikke åbne den.
Den fortæller mig adgang nægtet
Artiklen er her. Den er tydeligt skrevet af en med antipati overfor Liverpool. Eksempelvis omtales Carragher som "Selvmålskongen":
Dagens analyse handler om Liverpools trængsler.
Man sidder bare og venter på dem, Liverpool. Deres comeback til topfodbold både i Premier League og retur til Champions League. For nogen er ventetiden længere end andre, og for nogen er ventetiden meget mere smertefuld. Hvis Liverpool FC var et land, så var det Ægypten, der efterhånden har prøvet alle styreformer og ideologier af. Det er det samme med Liverpool. Der var den positive og tidstypiske 5-3-2 fodbold under Roy Evans, så blev det meget fransk-afrikansk med Gerard Houllier, herefter spansk kontrolfodbold med Rafa Benitez, dernæst klassiske dyder med uglen Woy og King Kenny, og slutteligt tika-taka med Brendan Rodgers.
Klubben var naturligvis resultatmæssigt bedst under Rafa Benitez og Gerard Houllier, men spillede nok det mest publikumsvenlige under Roy Evans og delvist nu med Brendan Rodgers. Men hvad er Brendan Rodgers projekt egentlig? Spillestilsmæssigt er man ikke i tvivl, men er et stringent spilkoncept stærkere end hold med verdensklasseindividualister, hvor hold og koncept bare er et nødvendigt onde. For med Luis Suarez snarlige exit er der ikke flere spillere tilbage i klubben, der har et snert af verdensklasse, og det indvarsler en helt ny og ukendt periode i Liverpools historie.
Årsagen har flere fædre, men der er to afgørende ting. Under Houllier begyndte man at opkøbe store mængder af middelmådige, gerne fransktalende, spillere i stedet for at lade klubbens egne spillere få chancen. Den trend fortsatte under Benitez, og det er først under Woy og Dalglish, at området fik prioritet og krydrede det endda med noget Moneyball, der bestemt ikke var bedre, bare dyrere. Derfor er der et kæmpe hul imellem selvmålskongen Jamie Carragher (Der går på pension) og Steven Gerrard ned til Raheem Sterling og Martin Kelly. Den anden årsag skyldtes dårlige indkøb i de senere år. Rigtig gode spillere afløses af spillere, der måske har potentiale til samme niveau, men de facto er et stykke derfra. Her er Andy Carroll for Fernando Torres, det mest åbenlyse eksempel. Det samme sker med Luis Suarez på vej ud, og erstatningerne er Celta Vigos Iago Aspas og Luiz Alberto, der scorede flotte 11 mål i den spanske 2. Division sidste sæson. Med Daniel Sturridge og Fabio Borini giver det samlet en masse måske’er, men næppe noget der bringer Liverpool tilbage til toppen foreløbig.
Den store show off-signing der skal vise omverden, at Liverpool stadigvæk eksisterer bliver måske den kløgtige Henrikh Mkhitaryan, der både er målfarlig og eminent til at finde rum. Sådan Lampard-Thomas Müller-esque. Men Mkhitaryan er bare ikke en rigtig trøjesælger, og inden at Liverpool-fansene har lært at udtale hans navn, kan han og agent Mino Raiola allerede være ude af døren igen. Hvis han altså kommer til Liverpool, for Raiola vil utvivlsomt holde døren åben for en Champions League-klub, og det er Liverpool ikke. Og så må de kigge efter en erstatning for stjernen, allerede inden han er skiftet til klubben. Og så er det nok en lidt ringere udgave, der er tale om.
Heldigvis for Liverpool er der også noget der hedder Newcastle.
Vi kommer kun af med Statsfinancierede klubber, ved at boykotte ALT der har med disse Sportwashing diktaturer at gøre.
Brug din magt som forbruger.
