Jeg tror snart, jeg dropper fodbold. Højkulturelt og noget man begaver hjernen og lærer lidt af livet ved, er det ikke ligefrem, det er 22 tosser, der kæmper om at sparke en oppustelig bold mellem et par pæle. Når alt kommer til alt, kunne man have brugt tiden på at læse en god bog i stedet, lyttet til noget godt musik eller set en interessant film, eller have begavet kroppen med selv at have rendt ud og leget med en bold, det er jo blot en leg, når alt kommer til alt. I andre underholdningsbrancher kan man da i det mindste finde underholdning, som tilmed begaver og viser sig lærerrigt. Sagt på en anden måde, livet går nok videre uden lidt bold i ny og næ. Det er så hvad det er, fodbold er tomme kalorier. Dem skal der også være tid og plads til af og til, det opponerer jeg ikke imod, men livsnødvendige har tomme kalorier aldrig været, hvert fald ikke for mig.
Vi har lettere adgang og større adgang til de tomme fodboldkalorier i dag end vi havde dengang farvefjernsynet ikke var opfundet eller senere da paraboldisken prydede de fleste husstande, men det betyder ikke, at de kalorier vi får flere af nu, smager bedre eller mætter mere end dem vi fik dengang. Tværtimod, vil jeg mene. Jeg sad "i timernes morgen" og måtte downloade alverdens ulovlige streams og programmer for at kunne se Liverpool på et halvsløjt internet på min PC. Tæt på en time måtte man sætte af inden kampstart til at opsøge et ordentligt stream og ej der kunne man alligevel vide sig sikker på om man fik set kampen eller om det endte i dårlig forbindelse eller et dødt stream, men det var det hele værd, når Torres og Gerrard tryllebandt os, også selvom streamet ofte selv blev så bjergtaget af de to ikoner, at det gik i stå. Man havde gjort en indsats for at se dem, i dag skal man blot overkomme at løfte fjernbetjeningen. Men det var også back then, at jeg pludselig sådan for alvor første gang smagte smagen af malurt i bægeret, da idolet Torres forlod os til fordel for stenrige Chelsea, også selvom jeg godt kan forstå, han følte sig svigtet af LFC og var desperat efter trofæer, og Owen forinden havde begået samme justitsmord, men da fornemmede jeg, hvilken vej det gik, skriften var malet på væggen i takt med, at mine egne skrifter med Owen røg ned fra barndomsværelsesvæggen. Med Owen var jeg for ung til at forstå det, med Gerrard havde jeg altid en følelse af, at han aldrig ville forlade os, selvom Chelsea var svære at sige nej til, selv for ham, men Captain Fantastic svigtede mig aldrig og heller ikke denne gang. Med Torres blev virkeligheden pludselig en anden. Fodbolden var og er mere kynisk end ens drengeøjne når at registrere.
Jeg craver det dog af og til stadig selv, det skal jeg ikke lyve om, eller jeg craver Liverpool, ikke al det andet bold. MEN:
I går var der Copa Del Rey i østen, fordi surprise surprise - money talks! og retur i 2 x dødsygt kedelige Carabao-cup kampe mellem Spurs og Chelsea - Var indlagt til at se begge med en kammerat, der zappede løs mellem de to opgør - Vi konstaterede begge, at hvert fald kampen i det engelske var spild af tid og jeg blev træls og nedlagde veto mod at se Copa kampen færdig, da vi fandt ud af, at den foregik på hellig grund. Men fælles for dem, var at det var kampe hvor man med al tydelighed kunne se, at den sidste griske fodboldspiller og på anden vis involveret ikke er født endnu, mens Luis Enrique og andre profiler sad i guldbelagte stole i VIP-logen på det tomme stadion i Saudi Arabien og Kane og Lukaku tumlede rundt i London. Apropos London-derbyet, så kunne man også forkæle sig selv ved at lægge mærke til Conte med hans hårtransplantation (nok ikke billigt), der ikke engang gad gå ned og takke sin klubs fans for at have punget op for at være vidne til den jammerfest af et returopgør, hvor Spurs i de første 60 minutter havde håndbremsen så hårdt trukket, at man skulle tro, de var stoppet brat op ved grænsen til Rusland, fordi Roman var dukket op ud for paskontrollen, hevet en AK-47 frem og sat dem for panden. Al tro på videre avancement lignede en by i olierige mafia Romans Rusland. Pinligt og Zzzzzøvndyssende ringe forestilling.
Måske er jeg for nostalgisk, men det kan efterhånden tælles på en hånd, hvor ofte vi får sindsoprivende, underholdende kampe som rent faktisk bare kan retfærdiggør tilnærmelsesvis en brøkdel af, hvad spillerne allerede tjener, synes jeg. Økonomien er stukket af i sporten, men underholdningen er faldet og den falder ikke mindre af, at de presser flere og flere kampe ind og flere ligegyldige turneringer, fordi Champions League og Europa League pludselig ikke er nok og at VM hvert fjerde år er for lidt for pengemændene og Schmeichel Sr, mens man da heldigvis sporer lidt fornuft hos junior. Æblet falder heldigvis langt fra stammen af og til. Men der er langt mellem spillere, der tager afstand til VM i Qatar. De får jo deres løn uanset og føler sig vel derudover som gidsler mellem et politisk spil kegler. Det er ikke deres bord eller ansvar. Politik hører ikke hjemme i sport.
Så kunne jeg skifte til F1 og nyde sport derved. Det kunne jeg godt lide engang, det var underholdning i høj klasse når Schumacher og Hakkinen dominerede i tæt løb på Monza, men man aldrig helt alligevel kunne afskrive Coulthard, Fisichella, Barichello, Frentzen, ja, listen er lang. Det var dengang da alle løb ikke foregik i østen og hvor det handlede om at have den dygtigste driver og co-driver og ikke blot den hurtigste bil på det rigeste team, bare ærgerligt Kevin, bedre held næste gang, hvis Holch Polvsen kommer til flere penge. Det var også dengang fodbolden sportede spillere med evner, ydmyghed og karakter, hvad enten det var Valerons evige ydmyghed, Torsten Frings unikke piratlook eller Taribo Wests ikoniske grønne locks. Nostalgi er en kold bitch.
I dag *Medmindre jeg er i selskab med andre, som vil se bold, så ser jeg kun Liverpool og ofte tænker jeg efterhånden, at jeg kunne have brugt min tid bedre, dertil ser jeg lidt Tour de France, but that's about it. Fodbold fanger ikke som før. Spillerne er trætte, de bliver skadet på stribe og Klopp kan ikke længere praktisere sit gegenpress, som allerede vandt min kærlighed i Dortmund, fordi der hverken er nok bredde eller energi til det længere. Heldigvis er vi ikke blevet lige så pragmatiske som Tuchel med sine lange bolde, men det kan være det kommer. Vi har jo set, at Klopp har måtte omstille sig i takt med at der presses flere og flere kampe ind i programmet.
Og jeg står gerne alene med den her holdning, jeg netop har ytret, men jeg bliver bare træt af det her pengeræs. Messi der græder over at skifte fra Barca i stedet for at gå ned i løn i en periode, men manden tjener jo heller ingen penge, han er jo sågar nød til at snyde i skat og spillere der reklamerer for Qatar og alverdens uhyrligheder. Der findes efterhånden ingen spillere, som tænker med hjertet, de tænker alle med pengepungen. En Steven Gerrard, Francesco Totti, Javier Zanetti er ren utopi at forestille sig i dag. Men det er ikke desto mindre tre af mine all-time yndlingsfodboldspillere og fodboldidoler.
Mht. Liverpool så ser jeg os i øvrigt alligevel ikke kunne kæmpe med City om mesterskabstrofæer, så længe de har Guardiola, der er corona og han har en uudtømmelig pengetank. Vi har et netspend som er i plus, det er kun os og Norwich, der vist kan præstere et sådant regnskab. Vi har en fantastisk manager, vi har faktisk den bedste manager, men det har desværre vist sig, at man kan købe sig til trofæer og det er svært at kæmpe imod, når David møder Goliat og Goliat blot bliver stærkere og stærkere. Knækker vi halsen ved at forsøge at bruge samme taktik? Det kan vi jo højest i en periode, så er pengekassen tom.
En ting er jo, at ejerne går med til Salahs (påståede!, heldigvis!) absurde lønkrav, jeg forstår godt, at man gerne vil beholde Salah, men så bliver der jo bare endnu mindre budget til nye spillere og til lønninger til disse, i min logik eller mangel på samme og så er vi lige vidt i vores forfølgelse på breddetunge City. Så kan man så omvendt sige, jamen så spark Salah af-h til og hent Haaland eller Mbappe, men man er jo blånaiv, hvis man tror, de ikke forlanger det samme eller mere.
Der skal virkelig rusket op i den sport. Det har nået grotesk absurde højder, det vil fortsætte og det er bare ikke sjovt længere at være vidne til den skævvridning, når lande verden over samtidig bliver fattigere og fattigere og udmagret af hungersnød, miljøforandringer, vejr-forandringer, krig, katastrofer og corona. Så vigtig kan professionel sport heller ikke være.
Så må vi blive som Spurs, hvad det så vil sige, eller også må vi opfostre egne talenter og hente uslebne diamanter, det har Klopp vist, at han kan! Hvis alternativet er, at ende som Barcelona eller endnu værre Valencia eller endnu værre end det - blive solgt til en tyran, så ved jeg godt, hvad jeg vil foretrække.
Var Salah i øvrigt blevet en brøkdel af, hvad han er blevet, hvis det ikke var for Liverpool og Klopp? Jeg tillader mig ikke at føle mig så sikker på det.
Vi skal IMO ikke have en spiller rendende, som smadrer lønstrukturen, for så følger resten trop og så ender vi som Man United og det tror jeg trods alt ikke, vi har økonomi til. Vi har allerede været tæt på konkursbegæring én gang. Det ønsker vi ikke igen. Kan det ende galt for Barcelona, så kan det altså også ende galt for os.
Det er triste tider, men vi har hele tiden kunne ane skriften på væggen. Jeg håber, at Salah maner de vanvittige rygter til jorden og hvis det viser sig at være mere end rygter, så håber jeg, at Klopp håndterer det på bedst vis og får banket noget fornuft ind i knolden på Mo. Jeg tror nok, han overlever alligevel og ikke går sulten i seng, med de mange millioner, han tjener nu. Indtil vi hører noget fra manden selv, agenten eller klubben, så forbeholder jeg mig dog heldigvis retten til at tro, det er usande rygter og være optimist lidt endnu.
Vil afrunde mit rant med den her. For hvem ved, måske er det bare mig, den er gal med. Forandringer er uundgåelige, så man kan give slip og sige, man ikke vil være med mere eller man kan acceptere og tilpasse sig. Fodbold er bare begyndt at seem a bit shitty to me:
